Nyheder


Generalforsamling i Aarhus – deltag fysisk eller digitalt

24. januar 2022

Forårets generalforsamling afvikles om tre måneder. Du kan allerede nu fremsætte forslag og er altid velkommen til at vende en god ide med bestyrelsen.

Pensionskassen afholder ordinær generalforsamling tirsdag den 26. april 2022 på Centralværkstedet i Aarhus, hvor alle medlemmer kan deltage fysisk. Ønsker du at deltage i eller følge generalforsamlingen hjemmefra, kan det også lade sig gøre.

Ligesom de seneste to år bliver det nemlig muligt at følge og stemme til generalforsamlingen digitalt. Du kan tilmelde dig ca. 14 dage før selve generalforsamlingen. På generalforsamlingen kan du høre om pensionskassens resultater og mål, og som medlem har du mulighed for at fremsætte forslag, hvis du synes, der er noget, der kan forbedres eller gøres anderledes.

Du er også meget velkommen til at tage fat i bestyrelsesformand Cecilie Therese Hansen eller et af de andre bestyrelsesmedlemmer, hvis du har et forslag, som du gerne vil vende inden generalforsamlingen. Det kan du gøre her.

”Dialog med medlemmerne står højt på vores dagsorden, og vi er altid klar til at lytte og drøfte gode ideer og nye input til måden, vi skaber den bedste pensionsordning for vores medlemmer,” siger Cecilie Therese Hansen.

Du kan læse mere om generalforsamlingen her, hvor du også kan se, præcis hvordan du kan fremsætte et konkret forslag og evt. få det vurderet af pensionskassen inden generalforsamlingen, hvis det er dit ønske.