Nyheder
Generalforsamling i PAD
På årets generalforsamling i Pensionskassen Arkitekter & Designere (PAD) blev det store fokusområde pensionskassens klimastrategi og ansvarlige investeringsaktiviteter.
27. april 2023
45 medlemmer af Pensionskassen Arkitekter & Designere havde fundet vej til Hellerup, hvor årets generalforsamling i pensionskassen fandt sted 18. april. Endnu flere havde på forhånd afgivet fuldmagt.
I sin beretning gav formand Cecilie Therese Hansen og adm. direktør Mads Smith Hansen en status på pensionsåret 2022, der som bekendt blev præget af et vanskeligt år på de finansielle markeder med blandt andet krig i Ukraine, energikrise og høj inflation. Men det til trods var PAD, sammenlignet med andre selskaber, dem der var blandt de bedste til at begrænse tabet for medlemmerne.
Cecilie Therese Hansen takkede medlemmerne for deres stærke engagement i pensionskassens aktiviteter, hvor hun ligeledes gav en grundig gennemgang af de tiltag, pensionskassen har iværksat for at fremme den grønne omstilling med nye ambitiøse mål for grønne investeringer samt et klimaaftryk, der er blandt pensionsbranchens absolut laveste.
Medlemsforslag om bæredygtig pension og markedstjek
På generalforsamling var der en længere debat om et medlemsforslag om bæredygtig pension og markedstjek. Forslaget fik flertal blandt medlemmerne og vil derfor blive drøftet i bestyrelsen, når den har konstitueret sig på ny efter en urafstemning blandt medlemmerne om de ledige bestyrelsesposter.
Valg til bestyrelsen
Formand Cecilie Therese Hansen valgte at trække sig fra bestyrelsen på selve generalforsamlingen.
”Jeg synes, vi med årets handlinger og beslutninger er nået til en vigtig milepæl, og derfor er jeg klar til at give mit mandat videre. Jeg stiller derfor mit mandat til rådighed, hvilket betyder, at jeg træder ud af bestyrelsen, når den kommende valghandling er afsluttet,” siger formand, Cecilie Therese Hansen
Det betyder, at der skal stemmes om to poster til bestyrelsen. Den ene post for en 3-årig periode og den anden post for en 1-årig periode. Valget sættes i gang d. 8. maj. Der er fire kandidater til de to poster.